historie

Bearded collien er formodentlig en af Englands ældste hyrdehunde racer. Der findes desværre ikke megen dokumentation omkring dens oprindelse, men der er flere teorier, men en ting er sikkert, at det ikke er en nytilkommen race som mange af de andre hunde racer man kender. Arbejdshunde som Bearded Collien med den pels har eksisteret i Skotland i flere hundrede år under navne som Skotsk hyrdehund, Bjerg Collie, Highland Collie eller Hairy Mou'ed Collie. Tilsvarende ansigts behårede hunde findes stort set overalt i verdenen men primært i bjergområder eller i kolde områder. Men en af teorierne er at 3 polske hyrdehunde blev bragt til Skotland i 1514, og disse hunde har muligvis haft nogen indflydelse på udviklingen af Bearded Collien, og man kan da også se en vis form for lighed mellem en bearde collie og en polsk hyrdehund. Man kender til malerier fra 1700 og 1800 tallet hvor de hunde der blev malet ligner en bearded. Men det er i dag alment accepteret at Bearded Colliens stamforældre er hunde der ligner komodoren.

I perioden fra 1707 til 1880 blev dyr drevet fra den Nordlige og Vestlige højland ned til det sydlige skotland og England, hvor de blev solgt på markederne. Hyrderne sendte hundende op i bjergene hvor de, gøende, satte dyrene i bevægelse. Rejsen sydpå kunne tage flere uger, og når dyrene blev solgt fik hundende lov til at klare sig selv og skulle selv finde hjem. Der fandtes i begyndelsen 2 typer, en gråhvid der kom fra grænseegnene, samt en brunhvid der kom fra højlandet. De 2 typer blev efterfølgende blandet.

Racen var eller ved at uddø, men p.g.a det store arbejde som Mrs. G.O. Willison lagde for dagen, har vi nu fået lov til at have Bearded Collien som den er i dag.

I det efterfølgende er gengivet et uddrag af bogen "The Bearded Collie", skrevet af G.O.Willison

Bearded Collien var omkring år 1900 meget sjælden, der var kun nogle få stykker, som var ejet af hyrder, der ikke fik dem registreret i Kennel klubben eller i International Sheepdog Society, så racen var i stor fare for at uddø.
Sidst i 1930erne prøvede nu afdøde Mrs. Cameron Miller at skabe interesse for Bearded Collien. Ifølge Mr. Garrow, som fandt hundene til hende, var de desværre alle af samme køn, så hun krydsede dem med Old English Sheepdog. Efter hendes død, forsvandt hundene i den blå luft.

I Januar 1944, besluttede jeg mig for, at min næste hund skulle være en Sheltie fra arbejdende forældre. Jeg bestilte en fra en farmer-agent, men opdrætteren snød ham og sendte en Bearded hvalp i stedet. Da denne chokoladefarvede uldklump ankom, troede jeg, at hun var et eller anden Sheepdog kryds, men hendes fantastiske temperament og ekseptionelle intelligens overgik selv mine mest optimistiske forventninger, så jeg var mere end tilfreds.
Det var først to måneder senere, en hyrde fortalte mig, at hun var en Bearded Collie. Han kom hver dag og plagede mig for at sælge hende til ham, men hun var et elsket medlem af familien, så ingen penge i verden kunne købe hende.

Hvalpen var selvfølgelig min velkendte Jeannie. Hun var racetypisk for racen, og med sin personlighed blev hun et medlem af familien i stedet for en familiehund, en lille men betydningsfuld forskel. Faktisk er en Bearded uden menneskelig omgang ikke en glad hund. Jeannie var ikke bare mere kærlig end andre hunde, jeg havde haft, men også uhyggelig intelligent. Hun var i stand til at hyrde får, kvæg, høns og geder uden at være trænet til det, hvilket hun demonstrerede utallige gange.
Jeg havde aldrig tænkt på at skulle opdrætte hunde, dog følte jeg, at jeg måtte finde en mage til Jeannie, for at have en fremtidig følgesvend efter hende, men havde jeg vist, hvor mange tårer og skuffelser forsøgende på at reproducere "Jeannie" medførte, tror jeg ikke, at jeg havde haft modet til at begynde. Da Jeannie var to år gammel, fandt jeg en lokal hanhund, som så ud som en typisk Bearded, men da jeg spurgte til ham, fortalte ejeren, at hans mor sandsynligvis var en Border Collie. Jeg vidste heller ikke, om Jeannie havde en stamtavle, - hun var også på dette tidspunkt uregistreret, så jeg besluttede at få et kuld med ham, da han var en pæn hund.

Jeannie fødte 8 tæver og 2 hanner, hvoraf en af hannerne døde efter en time. Jeannie var meget tynd, da hun fødte, så jeg fik aflivet 3 af tæverne, så hun havde 5 tæver og 1 han tilbage. Man siger, at hvis man lader tæven beholde to hvalpe, opdager hun det ikke og falder til ro, - men nej, ikke Jeannie. Da hun kom ind fra haven og kun fandt 6 hvalpe i stedet for 9, skrabede hun hvalpene og tæpperne til side, for at lede efter de 3 manglende hvalpe. Hun gik derefter tydelig utilfreds over i et hjørne af rummet, og der skulle megen overtalelse til, før hun gik tilbage til hendes børn. Hun var derefter en meget opmærksom mor. Alle hvalpene var typiske Bearded Collies på nær en, der lignede en Border Collie. Da hvalpene var fravænnet, skulle jeg på hospitalet for at gennemgå en større operation, og da jeg kom hjem havde familien foræret alle Bearded hvalpene væk , tilbage var kun Border Collien, som jeg så senere gav til en bekendt.
Hanhunden, der var far til hvalpene, var meget gammel og døde kort efter, at hvalpene var født, så jeg kunne ikke gentage parringen. Jeg planlagde at parre Jeannie et år senere med hendes eneste søn, men det blev igen en skuffelse, da han døde kun 3 uger før, hun kom i løbetid.

Da Jeannie var 4 år gammel, var der en Collie dommer, der så hende, og hun fortalte, at hun kunne få Jeannie registreret i Kennel Klubben. Dette fik mig til at skrive til agenten, der skaffede Jeannie for at spørge ham, om han kunne fortælle noget om Jeannies aner. Han svarede, at hans egen hanhund "Baffler" var far, og Jeannie var opdrættet af Mr. Mckie fra Killiecrankie efter tæven "Mist".
Efter dette fornyede jeg mine anstrengelser for at finde en renavlet hanhund til Jeannie, og til trods for alle former for søgen og kontakter til agenter, fandt jeg ingen med en stamtavle.

I august ringede en dyrlæge til mig og fortalte, at han havde en pragtfuld Bearded Collie i hans karantæne-kennel. Han sørgede for at lave en aftale, så jeg kunne møde ejeren hos ham. Men igen blev det en skuffelse, for selvom ejeren fastholdt, at det var en Bearded Collie, vidste hun ikke noget om dens forældre, og hun havde haft den fra 3 ugers alderen. Han var efter min mening en undermåls Old English Sheepdog med en ukuperet hale. Hun havde bragt ham over fra Canada og skulle videre til Australien. Hun var meget opsat på, at den skulle parres med Jeannie og ville gerne have nogle af hvalpene. Men hans hoved og krop var bestemt ikke typisk Bearded Collie, hvorfor jeg afslog.

Det var heldigt, at jeg takkede nej til denne han. 14 dage senere tog jeg ned til Brighton for at besøge min mor og gå til Brighton hundeudstillingen. Mrs. Cruft var der, og jeg fortalte hende om besværlighederne med at finde en han til Jeannie. Hun sagde: "bare vent, du vil snart være heldig".
Dagen efter udstillingen tog jeg til stranden ved Hove for en svømmetur, og på afstand så jeg noget, der lignede en Bearded Collie. Jeg ilede af sted, og da jeg nåede derhen, fandt jeg "en rigtig skønhed", grå med dejlig strid pels. Jeg spurgte nogle folk i nærheden, hvem der ejede hunden, og fik fortalt at det var damen derovre. Jeg gik derover med det samme og spurgte efter oplysninger på ham. Hun fortalte, at hun havde købt den hos en opdrætter, der var farmer i North Devon . Hun havde set begge forældre og var i stand til at give mig hans fødselsdato (han var 16,5 måneder gammel) og navnet på hans far. Jeg fortalte om min lange søgen efter en mage til Jeannie og spurgte, om jeg måtte bruge ham næste gang, hun kom i løbetid. Hendes svar var, at det nok ikke var muligt, da hun var flyttet i lejlighed efter at have boet på landet. Hun var ikke i stand til at give ham nok motion og var derfor på udkig efter et nyt hjem til ham ude på landet. Jeg fortalte, at jeg havde et dejligt hjem på landet med en 4 acre stor have, og at jeg ville være henrykt for at få ham.

Jeg kom hjem et par dage senere med David, som han blev kaldt, og tog ham til en dommer og fik ham registreret, hvorefter hans officielle navn blev "Bailie Of Bothkennar".

Billederne ovenfor er hentet fra bogen "Talking about... Beardies" skrevet af K.Suzanne Moorhouse